RESSOURCEEVALUERING

NUNAOIL fik i 2018 igangsat et omfattende ressourceevalueringsprojekt, som har til formål at pege på de områder i Grønland, der har det største efterforskningspotentiale. I projektet medtages alle områder i Grønland med relevans for olie/gas efterforskning. Dette er aldrig blevet gjort tidligere.

7 områder (AU 1 - AU 7) med et samlet areal på i alt 2.400.000 km2 vil blive evalueret:

AU 1: Davis Stræde og Labradorhavet
AU 2: Baffin Bugt
AU 3: Offshore Disko Vest og onshore Disko-Nuusuuaq
AU 4: Det centrale Østgrønland
AU 5: Nordøst Grønland
AU 6: Sydøst Grønland
AU 7: Nordgrønland

Resultaterne fra projektet vil blive offentligt tilgængelige og offentliggøres i det tempo de foreligger i løbet af de 3,5 år, som projektet varer. Det norske Oljedirektorat vil udføre QC på resultaterne.

Projektet udføres i tæt samarbejde med geologer fra Departementet fra Erhverv og Energi, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) samt andre eksterne samarbejdspartnere (GIS-pax) med NUNAOIL som projektleder.

Selve projektet baseres på den nyeste geologiske viden og de mange data, der er genereret i efterforskningsmæssig sammenhæng gennem årene. Projektet involverer dermed al den geologiske viden, der findes fra både grønlandsk og dansk side, om olie/gas ressourcerne i Grønland, hvilket er ganske unikt.

Ressourceevalueringsprojektet bliver primært finansieret af eksisterende midler i NUNAOIL – de såkaldte KANUMAS midler, som gennem årene er blevet akkumuleret i selskabet via salg af seismiske data indsamlet af KANUMAS gruppen med NUNAOIL som operatør i perioden 1991-1994. KANUMAS midlerne er netop forbeholdt olie/gas relaterede projekter som dette.

ENESTE NATIONAL OLIESELSKAB KUN I ARKTIS


NUNAOIL A/S er Grønlands nationale olieselskab.

Vi varetager Grønlands Selvstyres deltagelse i efterforsknings- og udnyttelseslicenser på grønlandsk sokkel.

Vi faciliterer samarbejde og koordinering på tværs af licenser.

Vores arbejde i licenserne er særligt fokuseret på at sikre at efterforskningen foregår med størst mulig hensyntagen til sikkerhed og miljø samt med hensyntagen til at Grønlands olie/gas potentiale efterforskes på bedst mulig måde.